preloader
Rul til toppen

MØN BOLCHER FLYTTER DOMICILL TIL EFTERÅRET 2021


Frederik Christensen - 29. april 2021 - 0 comments

Virksomheden bag populære navne som blandt andet Møn Bolcher, Prins Jørgens Bolcher og Stilling Naturbolcher etablerer nyt domicil i Nykøbing F.

Virksomheden bag Møn Bolcher har fået vokseværk og etablerer nyt domicil under 8.000 m2 tag, efter overtagelsen af Ankervej 1 i Nykøbing F. De seneste fem år har virksomheden gennemført tre virksomhedsovertagelser og er undervejs blevet udnævnt som Gazelle vækstvirksomhed af dagbladet Børsen.

Tiltrængt ekstra plads
Det er gået stærkt, men det er gået lige efter planen, pointerer direktør Thomas Krøll. Han
forventer, de nye lokaler er klar til brug i efteråret 2021, og at virksomheden får brug for flere ansatte i løbet af ganske få år.

“Vi har længe haft behov for mere plads, dels for at kunne skabe bedre arbejdsforhold for vores ansatte, dels for at have bedre muligheder for at udvide produktionen”, fortæller Thomas Krøll, der ejer og driver Møn Bolcher sammen med René Harms. De to forretningspartnere er i øvrigt fætre
og stammer begge fra Lolland-Falster.

Thomas Krøll og René Harms foran hovedindgangen til den nye produktion

Landsdel kendt for god smag
“Vi har haft det som en klar prioritet at finde noget større i vores nærområde, og heldigvis kan vi blive syd for Storstrømmen, som jo er kendt for velsmagende produkter. Både Møn, Fejø, Askø, Lilleø og Lolland-Falster har rigtig meget at byde på i den kulinariske afdeling, og så er det også vigtigt for os at være en del af en landsdel, hvor der tænkes bæredygtigt i forhold til erhvervsudvikling”, siger René Harms.

Planer om nye skridt
Møn Bolcher blev grundlagt i 1993. I 1999 kommer René Harms ind i produktionen. Han overtager sidenhen virksomheden. I 2012 blev en ny aktivitet, Møns Dragée, etableret, og i 2015 kom Thomas ind i virksomheden bl.a med henblik på at styrke administration og salg. De seneste år er det gået slag i slag med overtagelse af Prins Jørgens Bolcher (2016), Kaffehuset Møn (2017) og Stilling Naturbolcher (2019). I 2017 førte virksomhedens vækst til en placering på Dagbladet Børsens liste over gazellevirksomheder, og selv om der er flere nye tiltag på vej, så er hurtig vækst
ikke det, der driver virksomheden.

“For os handler det om at levere velsmag, der baserer sig på kvalitetsråvarer. Vores kunder er ofte meget bevidste om at tilvælge kvalitet og bæredygtighed samt at støtte små økologiske
producenter, og det gør vi vores yderste for at imødekomme. Og så vil vi selvfølgelig også gerne overraske vores kunder med nye smagsvarianter og produkter”, siger René Harms.

Massive investeringer
Bygningerne, som Møn Bolcher nu rykker ind i, har tidligere været brugt til pakning af
medicinalvarer, så rammerne er i udgangspunktet rigtig fornuftige i forhold til etablere fødevareproduktion. Det ændrer dog ikke på, at virksomheden har investeret massivt i nyt materiel, blandt andet er der indkøbt specialudstyr fra Italien.Virksomheden fremtidssikrer således sin produktionslinje i forbindelse med etableringen på Falster, og i den forbindelse er der lagt stor vægt på arbejdsforhold og sikkerhed”, fortæller kvalitetskoordinator Maria Skadegaard.

Rundsvisning i den kommende produktion, sammen med Borgmesteren John Brædder og erhvervschef Christian Smidt fra Guldborgsund Kommune.

Moderne og sikker håndværks-tilgang
“Det er vigtigt for os at have et moderne og sikkert produktionsapparat, der samtidig giver os mulighed for at bevare den håndværksmæssige tilgang og kæle for kvaliteten. Og det er vores mål på et tidspunkt at opnå en certificering af vores produktionsproces, siger Maria Skadegaard.
I første omgang tager Møn Bolcher ikke selv alle 8000 kvm. i anvendelse. En del udlejes til
samarbejdspartnere, hvilket styrker forsyningskæden. Andre kvadratmeter er planlagt til at huse en butik, og længere ude i fremtiden venter sandsynligvis en udvidelse af
produktionen.

“Der har længe været forespørgsler fra vores kunder om en decideret chokolade produktion, og det får vi mulighed for nu med vores nye lokaler”, siger Thomas Krøll.

Møn Bolcher eksporterer til mere end 15 lande. Pt. er medarbejderstaben på 8 medarbejdere i
produktionen og 4 i salgsafdelingen, og som nævnt vil der sandsynligvis komme nogle
nyansættelser i den nærmeste fremtid.

Fotos: Claus Hansen/Folketidende